KYC

Røde flag du skal reagere på i din hvidvask indsats

For virksomheder der bekæmper hvidvask og finansiel kriminalitet, er det en stor mundfuld at spotte de brodne kar. Her er røde flag, du bør reagere på.


Der er mange ting at overveje, når man arbejder med bekæmpelse af hvidvask og finansiel kriminalitet. Effektive processer sikrer både overholdelse af lovgivningen og selve integriteten for din virksomhed. Identificering af de vigtigste røde flag og efterfølgende handling herpå, er noget du bør fokusere på, for at opdage og forhindre ulovlige aktiviteter. Her gennemgår vi nogle af de største røde flag.

Uforklarlige eller komplekse transaktioner og mønstre

Hvidvaskere forsøger ofte at skjule oprindelsen af ulovlige midler ved at bruge komplekse transaktionsmønstre. Det kan eksempelvis være aktivitet såsom mange ind- og udbetalinger, ofte mellem forskellige konti eller geografiske områder, som ikke giver mening i forhold til virksomhedens normale aktivitet. 

Hvis du spotter den slags mønster, bør det identificeres som en mistænkelig aktivitet, og transaktionerne skal undersøges nærmere for at sikre, at de overholder lovgivningen.

Brug af skuffeselskaber eller offshore-selskaber

Skuffeselskaber og offshore-selskaber gør det svært at identificere de reelle ejere af midlerne, hvilket er en klassisk taktik for hvidvaskere. De bruger ofte den slags selskaber med lav regulering for at skjule ejerskab og midler.

Et rødt flag i denne sammenhæng er eksempelvis transaktioner, der involverer enheder uden reel forretningsaktivitet, flere lag af virksomhedsejerskab eller nominerede aktionærer. Du skal være ekstra forsigtig, hvis du spotter denne slags aktiviteter og sørge for at udføre en grundig kundekendskabsprocedure. 

Usædvanligt høje eller lave beløb

Transaktioner, der er væsentligt højere eller lavere end det, der er normalt for virksomheden eller den type forretning, kan være et rødt flag. Det inkluderer også transaktioner, der lige præcis holder sig under rapporteringsgrænserne, da hvidvaskere kan forsøge at undgå rapportering ved at holde transaktioner under visse grænser eller foretage en serie af mindre transaktioner. 

Så hvis du ser mønstre med enten meget høje eller lave beløb, skal du være ekstra opmærksom og identificere det som mistænkelig adfærd.

Hyppige ændringer i ejerstruktur eller ledelse

Hvidvaskere kan ændre ejerstrukturen eller ledelsen for at forvirre og skjule deres spor. Pludselige eller hyppige ændringer i en virksomheds ejerstruktur eller ledelse kan derfor være et rødt flag, især hvis der ikke er nogen åbenlys forretningsmæssig grund til ændringerne.

Ved at overvåge og analysere denne slags ændringer kan du opdage forsøg på at skjule den reelle ejer eller ledelsesstruktur i virksomheden.

Mangel på dokumentation eller utilstrækkelig information

Legitime kunder har typisk ingen problemer med at levere den nødvendige dokumentation, så en mangel på dokumentation kan indikere forsøg på at skjule ulovlige aktiviteter.

Oplever du, at en kunde eller forretningspartner er uvillig eller ude af stand til at levere tilstrækkelig dokumentation, eller at den leverede dokumentation virker falsk eller ufuldstændig, så er det et stort rødt flag, som du bør reagere på. Du skal altid insistere på fuld gennemsigtighed og sørge for at validere de informationer, man modtager.

Få styr på dit kundekendskab

Ved at sikre en omfattende og grundig proces omkring kundekendskab kan du bedre spotte røde flag og mitigere de risici, der er forbundet med mistænkelige kunder. Det er ikke kun et regulatorisk krav, men også en vigtig del af din virksomheds risikostyring, og helt afgørende for at forebygge hvidvask og finansiel kriminalitet.

Du kan med fordel vælge at automatisere og dermed effektivisere din indsats, hvilket gør det klart nemmere at få indsigt i dine kundeforhold og opdage, samt rapportere mistænkelig adfærd i tide. KYC-værktøjer vil automatisk reagere på de nævnte røde flag, samt en masse andre parametre som tegner et mønster for mistænkelig adfærd. På den måde skal du egentlig slet ikke tænke på de røde flag, for de bliver flaget for dig! 

💡Læs mere om hvidvask i artiklen "En grundig introduktion til hvidvask"  hvor vi går i dybden med begrebet og dets betydning.

Lignende indlæg